Klatring er for alle

Når vi klatrer, bevæger vi os op ad en klippe eller en bygget væg. Det kan foregå på forskellige måder: på lave vægge med en madras under og på høje vægge bundet ind i et reb, så man ikke falder helt ned til jorden - se mere i videoen nedenfor. 

Klatring findes i alle sværhedsgrader. Fra ruter, der svarer til at gå op ad en stige, til nogle hvor det er svært at se, hvad man står på og holder i. Noget af det unikke ved klatring er, at man uanset niveau kan klatre sammen. De lette ruter er placeret lige ved siden af de svære, så uagtet om man er professionel eller nybegynder, kan man træne sammen, heppe på hinanden og hjælpe med at komme videre.

Kammeratskab, god social stemning og en inkluderende tone, hvor vi støtter hinanden og har det sjovt, mens vi klatrer, er karakteristisk ved klatremiljøet. Det betyder også, at man kan træne med venner, og man kan komme alene - det gør det let og tilgængeligt for de fleste mennesker. 

Fra bjergene til byerne

Det hele begyndte udendørs på klippevægge med småskøre originaler og friluftsentusiaster, der levede for at forcere klipper og bestige bjerge. Men heldigvis for os fra det bare bakkede Fyn har det med tiden udviklet sig i en indendørs retning med byggede vægge, der gør sporten mere fleksibel. Samtidig er det blevet meget mere mainstream med omkring 25 millioner klatrere på verdensplan.

Selvom den indendørs gren af klatring er blevet populær, er den udendørs stadig en helt central del af klatremiljøet. Mange af dem, der falder for sporten indendørs, prøver før eller siden kræfter med rigtige klippevægge - om det er på Bornholm, i Sverige eller i større bjergkæder. 

Det kan virke grænseoverskridende og farligt at bevæge sig op i højden, men der er et højt sikkerhedsniveau i danske klubber, og mængden af skader er ikke større end i de fleste andre sportsgrene. Til gengæld er klatring fremragende for kroppen, det udfordrer på teknik, balance, smidighed og styrke - samtidig med, at du udfordres mentalt på taktik, kreativitet, mod og beslutsomhed. Klatring fungerer på én gang både som sport og leg og er såvel fysisk som mental træning.

Den legendariske norske bjergbestiger Arne Næss sagde: "Det er ikke mig, der er begyndt at klatre, det er jer der er stoppet." Vi er helt enige. Det er bare om at komme i gang igen.